Odense vil have letbane-net

Odense Kommune og FynBus har sammen lavet en skitse til, hvordan et letbane-net kan se ud.

Når Odenses borgmester Jan Boye (K) tænder det lange lys, ser han i år 2018 en såkaldt letbane i Odense – populært sagt: en moderne sporvogn, skriver Fyns Stiftstidende d. 15.01.08.

Odense Kommune har sammen med FynBus lavet den første skitse til, hvordan et letbanenet kan se ud. En oplagt rute for en støjsvag el-drevet letbane vil være fra centrum og til SDU Odense og et måske kommende universitetshospital tæt på motorvejen i den sydøstlige del af byen, skriver avisen.

Jan Boye understreger, at Odense ikke alene kan betale.
– Det er vigtigt, at vi nu fortæller regering og Folketing, at landets tredjestørste by også skal være med, når staten bruger penge til den fremtidige infrastruktur, siger borgmesteren.

Han vil forsøge at få partifællen, transportminister Carina Christensen, og trafikordførerne i Folketinget med på idéen.

Bilfri bykerne

Jan Boye mener, det er tvingende nødvendigt at gøre det mere tillokkende at bruge offentlige transportmidler.

– Vi har et mål om at gøre bykernen bilfri og omdanne Odense til den første større CO2-neutrale by i verden. Da vil en letbane om otte-ti år være et vigtigt redskab, siger borgmesteren.

– En letbane er nutidens sporvogn, der drives af elektricitet og dermed er miljørigtig i modsætning til dieseldrevne busser. Letbanen kan transportere kunderne hurtigt og komfortabelt og vil især være en gevinst, når mange mennesker skal flyttes frem og tilbage, for eksempel til universitetet, siger Jan Boye.

En vision for Odense

De Konservatives største støtteparti, Venstre, er helt med på tankerne, som kaldes “en god vision for Odense”.

– Vi skal have nedbragt luftforureningen, og med den stigende trafik er det tvingende nødvendigt at bruge mindre benzin og diesel og mere elektricitet, når vi skal transportere folk rundt i de store byer, siger byrådsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V), der gerne ser eldrevne bybusser i Odense som en forløber for en letbane.

Venstremanden, der også sidder i Folketinget, tror på, at staten vil bidrage økonomisk, fordi Folketinget har fokus på, at forureningen ikke mindst i byområder skal nedbringes, skriver Fyns Stiftstidende.

Notat om letbaner i Odense

Ingeniøren skriver at Cowi har skrevet det første udkast til, hvordan Odense kan få flere linjer med letbaner, men staten må betale milliard-regningen, mener borgmesteren.

Notatet indeholder ingen beregning af, hvor meget det vil koste at anlægge letbanen, men giver en skitse over strækninger på i alt 30 kilometer, hvor sporvognene kan køre.

Notatet nævner i stedet, at en række byer i først og fremmest Central- og Sydeuropa investerer milliarder af kroner i moderne sporvogne. Det sker enten i form af letbaner, som på nogle strækninger kan køre på almindelige togskinner, eller i form af skinnestyrede busser, som også kan køre på almindelige veje. Sidstnævnte er der dog ingen erfaringer med i det nordiske klima.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *